“Denne her pris den rører mig. Jeg troede ikke, at jeg ville rørt, men jeg kunne mærke, at jeg lige måtte synke en ekstra gang og trække vejret helt ned i maven, da vi stod på scenen”.
Lars Schmidt, partner, Demskov El
Ordene tilhører Lars Schmidt, som er en af fem partnere hos Demskov El, ovenpå at virksomheden kan kalde sig for vinder af Rødovres Erhvervspris 2022, der blev uddelt for ottende gang i Kulturhuset i Viften.
En prisuddeling, som normalt foregår den 1. november, men på grund af et vist Folketingsvalg den dag, havde Rødovre Erhvervsråd for en kort bemærkningen rykket prisuddelingen til januar måned i stedet.
“Vi er utroligt stolte, og det betyder meget, at andre også har kunnet se en værdi og anerkende det arbejde, som vi laver hos os, ved at have indstillet os til prisen,” fortalte Henning Ljungstrøm direktør og partner i Demskov El indledningsvist, inden han uddybede.
“Vi gør meget i Demskov El for at gøre vores arbejdsplads et godt sted at være, men os ejere kan ikke tage hele æren. Denne pris er ligeså meget til resten af vores medarbejdere eller Demskov-familien, som vi kalder os for.”
Derfor vandt de
Demskov El var ikke de eneste nominerede til prisen. Det var industrivaskeriet Adam Vask på Krondalsvej i Islev og Lifetest APS på Hvidovrevej, der leverer produkter og udstyr til veterinærindustrien, også. Men det blev altså elektrikervirksomheden på Valhøjs Allé, som blev stiftet af Flemming Demskov i 1970’erne, der kunne skrive sig ind i rækken af vindere af den eftertragtede pris.
Det var der en helt særlig årsag til fortalte borgmester Britt Jensen (S), som også er formand for Rødovre Erhvervsråd, og dermed kunne overrække det synlige bevis til Demskov El.
“Den vindende virksomhed har udvist stor rummelighed i forhold til at få de borgere, som normalt er langt væk fra arbejdsmarkedet, ind i virksomheden og få givet dem fast arbejde. Virksomheden tager også et stort medansvar ved at tage lærlinge ind, uddanne dem og ansætte dem. Og så støtter de ikke mindst lokalsporten med mange kroner hvert år.”
Prisen skal hjem og pryde i virksomhedens lokaler. Inden Demskov El blev hyldet holdt Jens Romundstad tidligere HR Chef i Coop Danmark et spændende og inspirerende foredrag om CSR, og om hvordan man kan få folk med handicaps implementeret på ens arbejdsplads og skabe værdi i en virksomhed ved at sætte dem til opgaver, som andre medarbejdere finder kedelige og monotone og ved at udnytte deres kompetencer bedst muligt.
Noget, som også ligger godt i tråd med Demskov El, der ofte har samarbejdet med Rødovre Jobcenter om rekrutteringen af nye medarbejdere, hvilket har resulteret i, at virksomheden har over en håndfuld af forskellige nationaliteter ansat.